Bertel Haarder: Slut med småstatsmentaliteten og de små sko i Norden
mar 17, 2023 | EU-blog

Lad os udfylde hullet efter Brexit

Nu er det på tide, at de nordiske lande træder i karakter i EU-sammenhæng. Finland og Sverige er på vej ind i NATO, Danmark har ophævet forsvarsforbeholdet, alt er åbent for et langt tættere samarbejde i Norden om udenrigs- og forsvarspolitik, beredskab osv.

Det skal ikke blot handle om at stive os af indadtil. Det skal også handle om at søge langt større indflydelse på udviklingen i EU. Vi skal ganske enkelt stræbe efter at udfylde det hul i Nordeuropa, der opstod med Brexit.

Hvorfor skal vi sidde og vente på, hvad Macron og Scholz finder frem til? Hvorfor giver vi ikke vort eget nordiske bud på, hvor Europa skal han? Vi er jo ikke enige med Macron om retningen. Og vi har gode forbundsfæller i Baltikum, Nederlandene og til dels Tyskland.

Jamen, vi er jo så små, vil nogle sige. Nej, vi er ikke små. Tilsammen har vi et BNP større end Ruslands. Vi har verdens største handelsflåde. Vores strategiske beliggenhed mellem Østersøen, Atlanterhavet og Arktis giver os større betydning end nogensinde før. Og måske allervigtigst: Vi har velfungerende demokratier med økonomisk vækst, velstand, velfærd og fred på arbejdsmarkedet – i modsætning til visse andre lande i EU!

Det er simpelthen på tide, at vi aflægger den nedarvede nordiske småstatsmentalitet og forbereder os på at indtage vores plads ved Europas bord på lige fod med de store lande i EU.

Vel er Norge og Island ikke medlemmer, men de er meget vigtige baglande for Danmark, Sverige og Finland, og de deltager i næsten alt, bortset fra ministermøderne.

Socialdemokraterne vil nu have en nordisk forsvarskommission. Fint, men hvorfor kun om forsvaret?

Alle forestillinger om, at vi skal vælge mellem Norden og EU er forældede. Alle forestillinger om, at nordisk samarbejde er overflødigt, fordi vi har EU, er forældede.

EU har 32.000 ansatte til at støbe kugler og føre vedtagelser ud i livet. Norden har godt 100. Derfor er vi totalt afhængige af den enkelte ministers (manglende) engagement.

Lad os dog opgive både småstatsmentaliteten og de små sko – og konsensusprincippet, som betyder at det land, der vil mindst, bestemmer mest!

Jeg troede, at Sveriges og Finlands nyorientering automatisk ville føre til en nordisk renæssance. Nu ser jeg, at både regeringer og parlamenter kører videre som hidtil med halvhjertet engagement. Lad os dog udnytte det historiske vindue, der har åbnet sig for os, og realisere alt det, vi hidtil ikke har haft mulighed for på grund af udefra kommende omstændigheder.

Læs Bertel Haarders indlæg

Kommentar af
Bertel Haarder
Bestyrelsesformand, Det Kgl. Teater, fhv. MF og minister (V)
Bertel Haarder: Embedsmænd skal være besværlige og stå fast
Embedsmænd skal sige fra, når de er under pres, og processen bliver forhastet. I stedet skal de stå fast og falde tilbage på de syv embedsdyder, skriver Bertel Haarder i kølvandet på Dybvad-rapporten.

Embedsmændenes opgave er at gøre en ubehjælpsom melodi fra ministeren til en smuk symfoni, hvilket de er bedre til end partitro rådgivere, skriver Bertel Haarder (V) efter Dybvad-udvalgets rapport. 


Embedsmændenes opgave er at gøre en ubehjælpsom melodi fra ministeren til en smuk symfoni, hvilket de er bedre til end partitro rådgivere, skriver Bertel Haarder (V) efter Dybvad-udvalgets rapport.

Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Del
Del
Del
Print
Gem

Bertel Haarder
Bertel Haarder
Bestyrelsesformand, Det Kgl. Teater, fhv. MF og minister (V)
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Endnu engang er der sat fokus på det danske embedsværk. Det sker i den dugfriske Dybvad-rapport, som har arbejdet i skyggen af minksagen.

En spørgeskemaundersøgelse har vist, at embedsmændene i overvejende grad mener, at der administreres lovligt uden politisk pres. Men en betragtelig del oplever stigende centralisering (læs: topstyring fra Finans- og især Statsministeriet).

Knap tre ud af ti oplever, at fagligheden sættes under politisk pres, og to ud af ti føler sig (mis)brugt til politiske formål. Knap halvdelen ser en konflikt mellem det faglige og det politiske.

LÆS OGSÅ
Dybvad-udvalg: Fagligheden er under pres i embedsværket
Rapporten stiller en række fredsommelige forslag. Blandt andet, at ansættelsesformerne justeres for at styrke embedsmændenes uafhængighed, at der føres referater i regeringens koordinationsudvalg, udarbejdes lovlighedsnotater i alle sager, og at der igen ses på offentlighedsreglerne for at motivere til overholdelse af de syv ”embedsmandsdyder,” som kom ud af Bo Smith-udvalget i 2014, hvor jeg selv havde sæde.

I Bo Smith-udvalget kunne vi – i lighed med Dybvad-udvalget - ikke konstatere en vækst i antallet af skandaler. Vi beskrev de syv dyder med tilhørende øvelser, hvor nye ansatte kunne lære at skelne mellem saglighed og politik. Herunder, hvor meget en minister skal hjælpes med det politiske – og hvor meget, man er forpligtet til at fortælle Folketinget.

Jeg var lidt overrasket over udvalgets forståelse for, at ministerierne ikke behøver fortælle om alt det, der taler imod ministerens politik. Det var jeg lidt betænkelig ved, fordi jeg er stærk modstander af, at Folketinget opbygger sin egen administration.

Jeg var lidt overrasket over udvalgets forståelse for, at ministerierne ikke behøver fortælle om alt det, der taler imod ministerens politik.

Bertel Haarder, tidligere minister
Folketinget må kunne regne med, at embedsmændene også er loyale over for Folketinget og betjener dem med afbalanceret oplysning om en sag.

Vi diskuterede også spindoktorer, og blandt de journalister, vi havde til afhøring, var Hans Engell, der overraskede mig ved at gå ind for tre spindoktorer til hver minister – og endnu flere til topministrene. Det er jeg totalt imod. Det vil jo forøge det politiske pres på embedsmændene.

Spindoktorerne rekrutteres jo hovedsageligt fra partiernes hovedkvarterer.

Bertel Haarder, tidligere minister
Mit forslag er tværtimod, at partierne selv betaler deres spindoktorers løn for derved at lægge en dæmper på antallet og lønniveauet. Spindoktorerne rekrutteres jo hovedsageligt fra partiernes hovedkvarterer.

Deres opgave er at rådgive om ”spillet” og det strategiske og få ministeren til at tage sig godt ud i medierne. De er mellemled mellem medierne og embedsmændene og skaber derved et filter, som svækker mediernes tro på det, de får at vide.

Og de skræmmer embedsmændene fra at sige noget til medierne, der ikke er ”godkendt” af spindoktoren. Støjberg-sagen viser, hvor galt det kan gå, når spindoktoren indskærper ministerens holdninger over for embedsmændene (hvorefter hun løb fra ansvaret).

Men mit synspunkt forudsætter naturligvis en embedsstand, der loyalt både kan tænke politisk og hjælpe med at få noget fornuftigt ud af de ideer, ministerens og hans parti måtte have – og samtidig i enhver henseende holde sig selv – og dermed ministeren - på redelighedens og saglighedens brede landevej, som embedsmænd skal - jævnfør de syv dyder.

Kan man være sikker på loyaliteten? Min erfaring siger: Ja, langt overvejende, men ikke altid. Embedsmænd er også mennesker. De har somme tider deres egne dagsordner. De vil eksempelvis nødig begrænse avancementsmulighederne for deres medarbejdere, hvad jeg mærkede, både da jeg som undervisningsminister overførte Rigshospitalet til Sundhedsministeriet, og da jeg lod statsgymnasierne overføre til amterne. Der røg lige nogle meget attraktive lederstillinger, som ministeriets embedsmænd kunne avancere til.

Kan man være sikker på loyaliteten? Min erfaring siger: Ja, langt overvejende, men ikke altid.

Bertel Haarder, tidligere minister
Jeg havde også en direktør, der offentligt talte imod min folkeskolepolitik. Og en afdelingschef, der åbenlyst saboterede den frisætning af seminariernes ledelsesrum, jeg havde aftalt med departementschefen.

Jeg kan også nævne en departementschef, der ved et ministerskifte tilrådede den nye minister at nedlægge det planlægningskontor, som forgængeren på Finansudvalgets foranledning havde oprettet for at give ministeren en chance over for departementschefen!

Jeg vidste det, fordi jeg havde været næstformand i Finansudvalget under postskandalen, hvor trafikminister Jens Risgaard Knudsen lovede at oprette planlægningskontoret.

Da der blev udnævnt en ny trafikminister, spurgte jeg ham: ”Hvad var så det første, departementschefen sagde til dig?” – ”Det er sjovt, du spørger, for han ville nedlægge et kontor!” ”Nå, svarede jeg, var det planlægningskontoret”. ”Ja, svarede han, hvordan kunne du vide det?”

Så fortalte jeg ham om, at netop det kontor var blevet oprettet for at give ministeren en chance over for departementschefen og ministeriets selvrådige styrelser. Og så blev kontoret ikke nedlagt!

Men det er undtagelser. Jeg skal retfærdigvis også fortælle, at da jeg ved en lejlighed ikke fulgte min departementschefs indstilling om besættelse af en meget vigtig post, kom jeg til bittert at fortryde det.

Jeg lærte at lade være med at blande mig i ansættelser og i stedet holde departementschefen ansvarlig, hvis personalepolitikken og udnævnelserne ikke var heldige og ikke førte til de ønskede resultater.

Det vanskeligste ministerium med flest faldgruber og lumske fjender var uden sammenligning Integrationsministeriet.

Jeg lærte at lade være med at blande mig i ansættelser og i stedet holde departementschefen ansvarlig, hvis personalepolitikken og udnævnelserne ikke var heldige og ikke førte til de ønskede resultater.

Bertel Haarder, tidligere minister
Der fik jeg mit lange ministerlivs bedste departementschef, som konsekvent gennemførte den nye borgerlige regerings skrappe omlægning af udlændingepolitikken ved at basere lovgivningen direkte på konventionerne. Vi blev ikke fanget i én eneste fejl, og blev ikke tvunget til et eneste tilbagetog.

Da Birthe Rønn Hornbech i statsløsesagen påstod, at ulovlighederne var begyndt i min – vores – tid, blev både departementschefen og jeg totalt frifundet. Ligesom jeg i øvrigt blev totalt frifundet af dommer Hornslets Tamil-rapport, selv om jeg hele vejen igennem havde siddet i den senere dømte justitsministers udlændingeudvalg.

Dér lærte jeg i øvrigt at respektere de tankeklare superjurister, der befolker justitsministeriet. Synd, at de ikke stod op imod den stærke minister og den følgagtige departementschef.

Samtidig med, at jeg var integrationsminister, var jeg også Europa-minister med kontor i Udenrigsministeriet. Dér mødte jeg stjernedygtige embedsmænd med Poul Skytte Christoffersen i spidsen som EU-ambassadør – og hans lærlinge Jeppe Tranholm Mikkelsen og Michael Zilmer-Johns, som da også er endt på de højeste poster. Danmark har været overrepræsenteret blandt topembedsmænd i Bruxelles.

Ved mit første rådsmøde som helt nyslået minister og formand for Ministerrådet for forskning, havde jeg den sagnomspundne EU-ambassadør Gunnar Riberholt på den ene side, og på den anden side havde jeg den legendariske generaldirektør for Ministerrådet gennem 14 år, Niels Ersbøll. Han var i øvrigt Skytte Christoffersens læremester.

Da den spanske EU-ambassadør blev syg under det spanske formandskab, bad Spanien Skytte Christoffersen om at køre den spanske butik i flere måneder, indtil han afløste sig selv, da Danmark overtog formandskabet.

Jeg kan ikke nok lovprise de fremragende topembedsmænd, jeg har nyt godt af i mine 22 år som minister. De havde alle det til fælles, at de godt kunne tænke politisk og få noget fornuftigt ud af regeringens erklærede politik.

Jeg kan ikke nok lovprise de fremragende topembedsmænd, jeg har nyt godt af i mine 22 år som minister.

Bertel Haarder, tidligere minister
Selvfølgelig kunne de være uenige, som da vi sad i Challenger-flyet på vej hjem og skulle tage stilling til Ruslands krav om en drøftelse af en korridor igennem Litauen som betingelse for Litauens optagelse i EU.

De to departementschefer fra udenrigs- og statsministeriet var mildest talt ikke enige. Og det var en meget professionel uenighed.

Statsministeriets departementschef tænkte på statsministerens topprioritet, udvidelsen. Udenrigsministeriets departementschef tænkte på, at Danmark for alt i verden ikke måtte svigte et baltisk land, som han sammen med Uffe Ellemann havde været med til at befri.

Som integrationsminister var jeg i den paradoksale situation, at jeg skulle lede forhandlinger om noget, som Danmark ikke var forpligtet på i kraft af vores forbehold.

Men det hindrede ikke Henrik Ankerstjerne i Integrationsministeriet i at skrive det kompromisforslag, der efter lange diskussioner blev vedtaget til punkt og prikke som den såkaldte Dublin 2-forordning. Den bestemte, at ankomstlandet skulle tage sig af flygtningen det første år, hvorefter opholdslandet tog over.

LÆS OGSÅ
Lisbeth Knudsen dumper Dybvad-rapport: Kommer ikke til at nedkøle det overophedede politiske maskinrum
Kommentar
Vi havde ”konfessionals” – skriftestolsprocedure -, hvor jeg talte med ministrene hver for sig. Det var den franske ambassadør, der tilhviskede mig, at jeg skulle spille landenes indvendinger ud mod hinanden og få dem til at forstå, at det eneste mulige kompromis var det danske forslag, som Henrik Ankerstjerne havde skrevet. Hverken mere eller mindre.

Jeg gav dem betænkningstid til næste fredag, og jeg glemmer sent den fredag. Jeg var på Kronborg og modtog den ene telefonbesked efter den anden. Alle sagde ja, og Henrik Ankerstjerne behøvede ikke rette et komma. Den forordning gælder vist stadig - trods mange forsøg på at ændre den.

Efter 22 års oplevelser med de dygtigste danske embedsmænd (og enkelte undtagelser) er jeg ikke i tvivl om, at jeg foretrækker dem som rådgivere frem for ”særlige rådgivere” fra partisekretariatet.

Deres opgave er, som Erling Olsen engang sagde at få en lidt ubehjælpsom melodi fra ministeren og regeringspartiet gjort til en smuk symfoni. Det er de meget bedre til end partitro rådgivere, hentet fra partisekretariaterne.

Efter 22 års oplevelser med de dygtigste danske embedsmænd er jeg ikke i tvivl om, at jeg foretrækker dem som rådgivere frem for ”særlige rådgivere” fra partisekretariatet.

Bertel Haarder, tidligere minister
Sidstnævnte kan være stjernedygtige og ende på høje poster. Men deres problem er, at de ikke kender substansen så godt som embedsmændene og ikke er forpligtet på sandheden og redeligheden på samme måde.

Ministre skal prioritere og sætte retningen. Departementschefen skal rådgive om, hvordan det gribes an. Embedsmændene må gerne sinke processen, som Barbara Bertelsen (dengang departementschef i Justitsministeriet) gjorde, da jeg var formand for ”Imam-udvalget”. Det har jeg været hende dybt taknemlig for.

Embedsmænd skal somme tider være besværlige. Ministrene skal advares om konsekvenser (hvad Hans Engell ikke blev, da han indførte et polititilladelses-gebyr på 500 kr. for at lave huller i isen).

Embedsmænd skal sige imod og stå fast på de syv embedsmandsdyder. De skal ikke finde sig i det unødvendige kissejav, der førte til minkskandalen. Dér skulle Barbara Bertelsen have gjort, som da hun sinkede mig i Imam-udvalget.

NATIONALKONSERVATISMENS SYNDEFALD:
DEMOKRATI-BLINDHEDEN

Før Anden Verdenskrig var der adskillige nationalkonservative i Danmark, der havde en vis sympati for Italiens fascistiske diktator Mussolini - og i begyndelsen også den tyske nationalsocialisme. Digterpræsten Kaj Munk var en af dem, men han blev klogere og ofrede som bekendt sit liv, da han åbent talte imod den tyske besættelsesmagt.

Der var også enkelte højskolefolk, der i starten af 30´erne så med blandede følelser på demokratiet med al dets kævl og splid. De foretrak ”folkeånden” frem for folkestyret. De havde – som Grundtvig – et skarpt blik for, at flertallet (”talmajestæten”) ikke altid har ret og ikke altid gør det bedste for fædrelandet. Denne skepsis over for politikerne og demokratiet kunne også spores i Jyllands Postens spalter og mange andre steder, inklusive Ollerup Idrætshøjskole.

Der var i nationalkonservative kredse en form for ”demokrati-blindhed”, som næredes af, at diktaturstaterne ikke tillod intern kritik og derfor fremstod som glansbilleder, forstærket af en voldsom og systematisk propaganda. Ganske som under den kolde krig, hvor det var kommunismen og ikke fascismen og nazismen, der fascinerede mange venstreorienterede intellektuelle, som dyrkede de totalitære socialistiske diktaturer, der med hensyn til undertrykkelse ikke stod tilbage for de fascistiske.

”Demokrati-blindheden” greb store dele af venstrefløjen, som i ramme alvor mente, at USA var en større fare for verdensfreden end det brutale sovjetiske diktatur, der havde underlagt sig de central- og østeuropæiske lande og myrdede løs på egne borgere. Historikeren Bent Jensen skrev om det i bogen ”Stalinismens fascination”, og svenskeren Per Ahlmark skrev ”Det öppna såret – Om massmord og medlöberi”, hvor han påviser, at diktatorernes massemyrderier stod for drabet på 98 procent af de 70 millioner, der måtte lade livet i løbet af 1900 tallet for deres egne herskeres tyranni – fire gange flere, end der faldt på slagmarken!

Efter frihedsbølgen og Berlinmurens fald i 1989 forsvandt ”demokrati-blindheden” for en stund. Danmarks Kommunistiske parti og dets mange sympatisører i elev- og studenterorganisationerne og Danmarks Radio forduftede pludselig som dug for solen. Geografforbundet makulerede de flove beskrivelser af ”demokratiet” i Central- og Østeuropa, og pludselig blev kommunismen beskrevet med rene og klare ord som den morderiske undertrykkelsesmaskine, den var og er – en parallel til nazismen og fascismen.

Så skulle man tro, at ”Demokrati-blindheden” var et overstået kapitel. Men nu stikker den hovedet frem igen hist og her i danske avisspalter. Jeg kan kun se Marie Krarups fortsatte angreb på USA og indirekte forsvar for Putins brutale diktatur som et udslag af ”demokratiblindhed”. Hendes følgesvend Rune Selsing og nogle ligesindede er skredet ud i samme vildspor. Ligesom visse ”trumpister” i USA. Der er sågar stærkt troende kristne, der af ubegribelige grunde ser Putin som en forsvarer af åndelige og kristne værdier over for det dekadente Vesten. Åndelige og kristne værdier!

Marie Krarup mener, at krigen er provokeret af Vesten: ”…langt de fleste mennesker og lande vender ikke det andet øje til, når de i et stykke tid er blevet stukket i det ene øje.” (Berlingske 16/2). Putin handler i selvforsvar, fordi han mener, at NATO truer Rusland. Men skal Ukraine underkaste sig hans imperiedrømme? Kan hun ikke godt forstå, at, at frie lande frivilligt beder – tigger og beder - om NATO-medlemskab, når Putin vil undertrykke dem med sine nationalkonservative fantasier om ”historiske grænser”.

Kan hun ikke se, at diktaturerne myrder deres egne borgere – og nabolandenes, hvis de kan komme af sted med det. Mens NATO-landene hver for sig og i fællesskab beskytter borgerne og værner om deres frihed til at vælge livsform.

Problemet ligger i selve nationalkonservatismen, som jeg indtrængende vil advare alle imod. Den mangler ”kant” i forhold til diktaturet. Hvis man vurderer regimer efter, om de hævder at være præget af nationale og åndelige værdier, så åbnes en ladeport for kommunistisk, fascistisk eller nazistisk totalitær ideologi med tilhørende undertrykkelse som i Rusland i dag. De, der forsvarer Putin med henvisning til disse værdier, de kunne lige så godt forsvare Mussolini og Hitler. Putin er som snydt ud af næsen på dem. Det understreges af hans alliance med massemorderen i Syrien, de kommunistiske diktaturer i Kina og Nordkorea og det middelalderlige, kvindeundertrykkende præstevælde i Iran.

Man kan blive ret så pessimistisk ved tanken på denne alliance af forbryderregimer og deres diktatorvenner i Afrika. Men de vil på et eller andet tidspunkt støde på diktaturets iboende svaghed: Den manglende evne til at skille sig af med uduelige ledere, der skader landet. På det punkt er demokratierne evigt overlegne.