Bertel Haarder
27. januar 2023 13:35
STJERNEDYGTIG, PROVOKERENDE MAGTPOLITIKER
Ritt Bjerregaard var en stjernedygtig magtpolitiker med en sjælden evne til at sætte dagsordenen og komme i fokus med provokerende synspunkter. Især som undervisningsminister, hvor hun omfavnede reformpædagogikken, dyrkede Tvind-imperiet og skabte stor modstand, men fik sin vilje på mange måder, bl.a. folkeskoleloven af 1975.
Hun begyndte karrieren som folketingskandidat på Fyn som glødende EF-modstander. Hun ville bl.a. nedlægge landbruget. Men siden endte hun som EU-kommissær for miljø og minister for landbruget!
Hun ville ikke logre sig til magten og var ligeglad med sladderbladene. Hun stod fast, da hendes statsminister, Anker Jørgensen, bebrejdede hende en stor hotelregning i Paris, og hun stod fast, da hendes parti ville have hende til at opgive en stor lejlighed i København, når hun også havde bopæl i Odense. Begge gange blev hun afsat, i første tilfælde som undervisningsminister, i det andet som gruppeformand, da Auken svigtede hende, selv om hun ikke havde brudt nogen regler. Det kostede ham senere formandsposten.
Men hun kom igen. Først som en modig socialminister, der uden held foreslog at indføre en ”socialindkomst” ved siden af den skattepligtige indkomst som et tiltrængt middel til at indtægtsregulere offentlige ydelser. Siden som provokerende EU-kommissær, der fornærmede både den franske præsident og EU-parlamentet, som hun ikke mente, var et rigtigt parlament, hvad hun havde ubestrideligt ret i.
Skrap var hun, også over for mig, som det fremgår af et indlæg 28/2 91 i Information: ”Personen Bertel Haarder med dens ligtorne, hæmorroider og meninger er der ikke andre end den nærmeste familie, der behøver tage sig af. Når den tumpede mand i den grad får rodet begreberne sammen og giver sig til at tro, at en minister kan være oprører, så er der ikke nogen minister. Man kan ikke både repræsentere statsmagten som minister og gøre oprør.” - En god ven har sendt mig citatet, som er overraskende, da det vel netop er, hvad hun og jeg havde til fælles: at vi var ministre og samtidig i opposition til tingenes tilstand.
Vi krydsede klinger i folketingssalen, men under SV-regeringen 1978-79 fik vi et udmærket samarbejde. Da kunne hun ikke komme uden om mig, og jeg ikke kunne komme udenom hende. Så lærte vi at samarbejde, og vi udviklede en vis gensidig forståelse, tror jeg. Det samme kan den nuværende SVM-regering naturligvis gøre, når blot partierne fortsat står i deres egen ret og ikke sælger deres sjæl. Først skal vi slås, og siden skal vi samarbejde.
Da hun blev miljø-kommissær, var jeg i mellemtiden blevet medlem af Europa-Parlamentet. Jeg husker forbløffelsen hos de danske parlamentarikere, inkl. partifællerne, da hun ikke rådførte sig med de danske medlemmer af miljøudvalget, før hun skulle til sin ”eksamen” i miljøudvalget. Det gik da heller ikke gik særlig godt.
Til gengæld vandt hun suverænt overborgmesterposten i København, bl.a. på et løfte om 5000 billige boliger (der vist ikke blev til noget), og hun tog aldeles pusten fra modkandidaten Søren Pind, der helt opgav sine overborgmesterdrømme.
Hele vejen igennem var hun meget skrivende og meget hjælpsom over for især unge kvindelige talenter, som f.eks. Helle Thorning-Schmidt, som hun præsenterede ved et pressemøde i Kongens Have og derved hjalp til en plads i Europa-Parlamentet, hvor hun var oppe imod ”tre basser og en bøsse” (som Ritt efter sigende formulerede det i vanlig provokerende Ritt-stil). Helle Thorning blev som bekendt valgt, hvorefter hun hurtigt blev partiformand (”jeg kan slå Anders Fogh”) og siden statsminister (”vi gjorde det”). Det siger noget om Ritts enorme indflydelse, også bag linjerne i det parti, som hun med rette følte trængte til nyt (kvindeligt) blod som supplement til fagforeningsbossernes røde seler.
Ritt Bjerregaard var en stjernedygtig magtpolitiker med en sjælden evne til at sætte dagsordenen og komme i fokus med provokerende synspunkter. Især som undervisningsminister, hvor hun omfavnede reformpædagogikken, dyrkede Tvind-imperiet og skabte stor modstand, men fik sin vilje på mange måder, bl.a. folkeskoleloven af 1975.
Hun begyndte karrieren som folketingskandidat på Fyn som glødende EF-modstander. Hun ville bl.a. nedlægge landbruget. Men siden endte hun som EU-kommissær for miljø og minister for landbruget!
Hun ville ikke logre sig til magten og var ligeglad med sladderbladene. Hun stod fast, da hendes statsminister, Anker Jørgensen, bebrejdede hende en stor hotelregning i Paris, og hun stod fast, da hendes parti ville have hende til at opgive en stor lejlighed i København, når hun også havde bopæl i Odense. Begge gange blev hun afsat, i første tilfælde som undervisningsminister, i det andet som gruppeformand, da Auken svigtede hende, selv om hun ikke havde brudt nogen regler. Det kostede ham senere formandsposten.
Men hun kom igen. Først som en modig socialminister, der uden held foreslog at indføre en ”socialindkomst” ved siden af den skattepligtige indkomst som et tiltrængt middel til at indtægtsregulere offentlige ydelser. Siden som provokerende EU-kommissær, der fornærmede både den franske præsident og EU-parlamentet, som hun ikke mente, var et rigtigt parlament, hvad hun havde ubestrideligt ret i.
Skrap var hun, også over for mig, som det fremgår af et indlæg 28/2 91 i Information: ”Personen Bertel Haarder med dens ligtorne, hæmorroider og meninger er der ikke andre end den nærmeste familie, der behøver tage sig af. Når den tumpede mand i den grad får rodet begreberne sammen og giver sig til at tro, at en minister kan være oprører, så er der ikke nogen minister. Man kan ikke både repræsentere statsmagten som minister og gøre oprør.” - En god ven har sendt mig citatet, som er overraskende, da det vel netop er, hvad hun og jeg havde til fælles: at vi var ministre og samtidig i opposition til tingenes tilstand.
Vi krydsede klinger i folketingssalen, men under SV-regeringen 1978-79 fik vi et udmærket samarbejde. Da kunne hun ikke komme uden om mig, og jeg ikke kunne komme udenom hende. Så lærte vi at samarbejde, og vi udviklede en vis gensidig forståelse, tror jeg. Det samme kan den nuværende SVM-regering naturligvis gøre, når blot partierne fortsat står i deres egen ret og ikke sælger deres sjæl. Først skal vi slås, og siden skal vi samarbejde.
Da hun blev miljø-kommissær, var jeg i mellemtiden blevet medlem af Europa-Parlamentet. Jeg husker forbløffelsen hos de danske parlamentarikere, inkl. partifællerne, da hun ikke rådførte sig med de danske medlemmer af miljøudvalget, før hun skulle til sin ”eksamen” i miljøudvalget. Det gik da heller ikke gik særlig godt.
Til gengæld vandt hun suverænt overborgmesterposten i København, bl.a. på et løfte om 5000 billige boliger (der vist ikke blev til noget), og hun tog aldeles pusten fra modkandidaten Søren Pind, der helt opgav sine overborgmesterdrømme.
Hele vejen igennem var hun meget skrivende og meget hjælpsom over for især unge kvindelige talenter, som f.eks. Helle Thorning-Schmidt, som hun præsenterede ved et pressemøde i Kongens Have og derved hjalp til en plads i Europa-Parlamentet, hvor hun var oppe imod ”tre basser og en bøsse” (som Ritt efter sigende formulerede det i vanlig provokerende Ritt-stil). Helle Thorning blev som bekendt valgt, hvorefter hun hurtigt blev partiformand (”jeg kan slå Anders Fogh”) og siden statsminister (”vi gjorde det”). Det siger noget om Ritts enorme indflydelse, også bag linjerne i det parti, som hun med rette følte trængte til nyt (kvindeligt) blod som supplement til fagforeningsbossernes røde seler.
