22. september 2020 14:04
Venstre er ikke en slyngplante og behøver ikke noget værdifællesskab.
I et mange-partisystem skal man kunne lægge mandaterne sammen og tale med hinanden, uden at det behøver føre til proklamation af et »værdifællesskab«. Man behøver ikke noget værdifællesskab for at kunne samarbejde.
Godt, at svenskerne nu taler højt om deres på mange måder forfærdelige integrationsproblemer. Bandekrige, mord og utryghed er dagens orden, hvortil kommer kvindeundertrykkelsen inden for hjemmets fire vægge i de voksende indvandrer-ghettoer.
Og godt, at Sverigedemokraterne er kommet ind i varmen på den måde, at to borgerlige partier, Moderaterne og Kristdemokraterne, nu vil medregne deres mandater i et regeringsgrundlag og måske også tale med dem.
I 1975 var det Venstre, der vandt en kæmpe valgsejr i Danmark, men ikke ville medregne Fremskridtspartiets mandater og ikke ville tale med formand Glistrup. Jeg husker det, som var det i går. »Man kan ikke tale med én, der måske sidder anklaget i byretten i morgen«, sagde flere tidligere V-ministre. Hvorefter Venstre-regeringen gik af og overlod magten til Anker Jørgensen (S) på trods af, at der var stort borgerligt flertal i Folketinget.
Selv om jeg var nyvalgt, protesterede jeg vildt og spåede, at den holdning ville føre os ud på en ørkenvandring de næste 10 år. Det blev dog kun til syv års ørkenvandring, for i 1982 havde de konservative lært at tale med Glistrup, som derefter gjorde Poul Schlüter (K) til statsminister, uden at Schlüter på nogen måde kom i lommen på ham.
Sådan vil det også gå i Sverige, hvor flere og flere nu ser Danmark som et forbillede (bortset fra den danske grænsekontrol, som de hader). For nylig var den konservative leder, Søren Pape, i Stockholm for at fortælle om de strenge danske straffe, der nu har befriet både Danmark og Sverige for en morderisk forbryderbande de næste 20 år. Samtidig var Sverigedemokraterne på besøg hos Venstres Inger Støjberg og Preben Bang Henriksen.
Så vidt, så godt. Jo mere kontakt over de nordiske grænser, jo bedre. Det trænger vi til efter corona-tidens lunefulde og irrationelle grænselukninger.
I et mange-partisystem skal man kunne lægge mandaterne sammen og tale med hinanden, uden at det behøver føre til proklamation af et »værdifællesskab«. Man behøver ikke noget værdifællesskab for at kunne samarbejde.
Der er mange ting, Venstre og Dansk Folkeparti er enige om, og som vi også kan tale med Sverigedemokraterne om. På nogle punkter kan man godt tale om et værdifællesskab. Men på helt afgørende punkter er der forskelle, som det er meget vigtigt at holde fast i -for begge parter.
Det var fint, at Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen roste Pia Kjærsgaard for, at hun tidligere end de fleste kunne se, hvad der var på spil i udlændingepolitikken. Men det betyder ikke, at Venstre og DF har et værdifællesskab, når det gælder konventioner, traktater, EU-politikken -og klima-aftaler, indgået af dem, hun kaldte »klimatosser«.
Værdipolitik er alt muligt andet end udlændingepolitik. For Venstre er EU og det internationale retssystem med aftaler, traktater og konventioner helt afgørende værdier, fordi det sikrer lige ret for små som store lande. Modsat Donald Trump, Boris Johnson og Dansk Folkeparti. Det er en ærlig sag, at vi er uenige. Og det er vigtigt, at vi er uenige.
Trump opsiger alle de aftaler, han kommer i nærheden af og bygger mur mod Mexico. Han ser EU som en »fjende«. Boris Johnson bryder aftaler med Irland og spolerer 50 års møjsommeligt opbygget samarbejde med resten af Europa. Det er stik mod Venstres mål, der tværtimod går ud på at opbygge et internationalt retssamfund.
Grænsen skal vogtes, når der går hul på EU's ydre grænser. Men grænsekontrol er ikke et mål i sig selv, som det er for DF. Målet er, at grænsehindringerne fjernes, så Øresundsregionen blomstrer op igen med titusinder af pendlere -og at grænseregionen mod Tyskland forvandles fra udkant til kerneland til gavn for både flertal og mindretal på begge sider.
I disse dages heftige debat om drenge-omskæring er jeg stolt over, at Venstre ligesom regeringen står fast på, hvad vi mener er bedst for landet, selv om folkestemningen i øjeblikket er imod. Derpå kender man regeringsduelige partier. I modsætning til bl. a. Dansk Folkepartis flertal, der har svigtet deres tidligere standpunkt så meget, at tre medlemmer nu bryder partilinjen og holder fast ved partiets oprindelige linje. En af de tre har endog sat sit politiske liv ind på det.
Som ledende oppositionsparti skal Venstre favne bredt og formidle et samarbejde over hele centrum-højre spektret. Det gør vi ved at markere, respektere og anerkende forskelle, samtidig med at alle mandater naturligvis tæller med. Vi behøver ikke noget værdifællesskab. I hvert fald ikke på alle punkter. Venstre skal som andre partier stå oprejst ved egen kraft og ikke være en slyngplante. Det giver også vælgerne mere at vælge imellem inden for samme blok.
